Hjertets Alkymist: Imam al-Ghazali

Af Noura Akhiat

Året er 1091. Den muslimske lærde al-Ghazali er netop blevet udnævnt til rektor af samtidens ansete Nizamiyya Universitet i Bagdad; her underviser han i adskillige videnskaber. Udover at være en af sin samtids mest geniale muslimske lærde, der brillerende mestrer adskillige islamiske discipliner, er al-Ghazali desuden en enestående debattør. Særligt retter han sit skyts mod konforme teologer, som er blevet fastlåst i troens ydre regler samt diverse muslimske sekter og filosoffer, som er repræsentanter for heterodoks lære i modsætning til ortodoks Sunni islam. Imam all-Ghazali er på toppen af sin karriere og har nået et intellektuelt højdepunkt, da han blot fire år efter sin udnævnelse til rektor forlader denne post og alt andet i øvrigt.

Hvad var det, der fik en person af al-Ghazalis kaliber, på toppen af sin karriere, til at forlade så prestigefuld en position? Før besvarelsen af dette spørgsmål, er det værd at skitsere et portræt af personen al-Ghazali. Abu Hamid Muhammad al-Ghazali var oprindelig af persisk afstamning, født i byen Tus i 1058 i det nuværende Iran. Han havde efter eget udsagn fra barnsben af for vane at tørste efter at forstå tingenes sande betydning og således ikke lade sig spise af med konformitet. Hans søgen efter ikke blot viden, men tillige den indre betydning og mening bag regler og ritualer var det startskud, som oprindeligt fik ham ind på videnskabernes løbebane. Men dette karaktertræk resulterede også sidenhen i hans åndelige forfald og efterfølgende flakken omkring i søgen efter indre renselse, og den endelige opnåelse af spirituel genoprejsning og forløsning fra sit ego.

Al-Ghazali startede sin uddannelse i de islamiske discipliner i sin egen hjemby. Efter års undervisning drog han, efter sin lærers død, til Bagdad, hvor han blev udpeget som rektor. Han betragtes den dag i dag som en af de største muslimske teologer, jurister, sufier og personligheder i den muslimske verdens historie. Han tilskrives blandt andet æren for at have systematiseret sufismen og gjort den stueren, så at sige. Og for at have genoprette en syntese mellem de ydre og indre dimensioner i islam. Han anses ydermere for at være sit århundredes mujaddid, genopliver af islam. Det mest kendte af hans værker er Ihya' 'Ulum al-Din (der tilnærmelsesvis kan oversættes som Religionsvidenskabernes Genoplivelse).

Som noget ganske usædvanligt for sin tid skrev al-Ghazali en selvbiografi al-Munqidh min al-Dalal. Det arabiske værk er blandt andet oversat til engelsk som Freedom and Fulfillment, og det er heri al-Ghazali beskriver det stadie i sit liv, hvor han fik en spirituel krise og et sammenbrud; hvordan han blev reformeret og vendte tilbage som et fornyet og transformeret menneske. Al-Ghazali tilbragte sine sidste dage med at skrive bøger og undervise sine elever i fødebyen Tus, hvor han døde i 1111.

Årsagen til al-Ghazalis afgang fra Nizamiyya skyldtes et afgørende åndeligt vendepunkt i hans liv. Ligesom bladene på en rose falder af, når den begynder at visne, var også al-Ghazali gradvist begyndt at forfalde. Indtil han endelig nåede sit absolutte nulpunkt, hvor han ikke længere kunne tillade sig at ignorere det indre spirituelle forfald, der forøgedes i takt med, at hans ydre succes forøgedes. Idet han brugte alle sine ressourcer og bestræbelser udadtil på sit ydre virke, havde han helt forsømt sit indre, og det gav i sidste ende bagslag.

Han begyndte at reflektere en hel del over, hvad den egentlige intention bag sin status som underviser var: Underviste han for sin egen skyld – for egen vindings skyld, for verdslig status og for at ophøje sit eget ego? Eller var det oprigtigt og ydmygt for Allahs skyld alene? En dyb og meget langvarig selvransagelse afslørede det grumme faktum, at han i virkeligheden var motiveret af begæret efter berømmelse og prestige i denne verden, frem for at søge Allahs velbehag og sikre sig en status i det hinsides. Han beretter i al-Munqidh min al-Dalal:

”Jeg reflekterede over min intention i min offentlige undervisning, og jeg indså, at den ikke var rettet udelukkende mod Gud, men motiveret af jagten efter berømmelse og prestige.”

Da hans indre tilstand af begær efter denne verden stod lysende klart for ham, begyndte det for alvor at gå ned ad bakke for ham. I yderligere seks måneder vaklede han mellem denne verdens mageligheder og tilfredsstillelse af sit ego og det hinsides tiltrækningskraft. Denne spirituelle krise nåede sit absolutte nulpunkt, da den manifesterede sig fysisk ved, at han pludselig fandt sig ude af stand til at ytre et eneste ord, som om Allah havde sat en lås på hans tunge.

Al-Ghazali forlod efter sin opsigelse Bagdad og satte sig for at rejse rundt i søgen efter befrielse fra sin vildfarelse og hjertets sygdomme. Det var længslen efter at rense sit hjerte fra verdsligt begær og sin sjæl fra at være slave af andet end den Eneste gud - sin Skaber Allah, den Ophøjede og Almægtige - der drev ham ud på en flerårig ydre såvel som indre rejse. Efter et par års rundrejse og ophold i Damaskus, Jerusalem og Mekka tilbragt i reflektiv og meditativ ensomhed og afsondrethed vendte han tilbage til Bagdad, hvor han tilbragte yderligere et årti i afsondrethed.

Det var i denne periode, at han skrev sit absolutte mesterværk Ihya' 'Ulum al-Din, der kan betragtes som en slags sjælens kampværk – en manual i jihad al-nafs. Denne tid tilbragte han udelukkende med at rense sit hjerte ved hjælp af konstant ihukommelse af Allah og adskillelse fra denne verden, indtil han ikke længere begærede denne verden og havde fuldendt sit projekt med at rense sit selv for de lavere lidenskaber.

Grunden til hans tilbagevenden til det verdslige liv som underviser efter de omstrejfende år, beskriver han selv således i sin selvbiografi:

”Jeg så, at folks tro var blevet så svag. Hvad skal ensomhed og afsondrethed gøre godt for, når sygdommen er blevet endemisk, lægerne er syge og folk er på randen til undergang?”

Med andre ord kunne det ikke nytte noget at isolere sig helt fra samfundet og verden fuldstændig opslugt af sin egen spirituelle udvikling, når man var vidne til, at verden og folk omkring en var ved at forgå i forvildelse og uvidenhed. Når ikke alene folk, men selv lægerne er syge, hvem skal da kurere dem og føre dem tilbage til den rette vej!

Det var et ansvar, al-Ghazali påtog sig, og det er blandt andet sigtet med værket Ihya' 'Ulum al-Din, som al-Ghazali underviste i, da han vendte tilbage som underviser. Men det er vigtigt at forstå, at skønt al-Ghazali vendte tilbage var det på ingen måde, den samme person der var draget ud, som nu var vendt tilbage. For som han betoner:

”At vende tilbage er at vende tilbage til det, som var. Førhen formidlede jeg viden…for glansens skyld…men nu inviterer jeg mænd til den viden, hvormed glans afsværges…Jeg ønsker nu oprigtigt at reformere mig selv og andre…”

Al-Ghazali beskriver hudløst ærligt i selvbiografien reformeringen og transformeringen af sit indre - fra vildfarelse til udfrielse. Al-Ghazali er en utrolig fascinerende person med en usædvanlig intellektuel og åndelig kapacitet. Den hjertesag han dedikerede sit liv til, var at restaurere og opretholde den ortodokse, traditionelle islamiske tro, som han mente havde udviklet sig til servil konformisme uden reflektering over meningen med regler, ritualer og troens indre dimensioner. Han satte sig derfor for at reformere muslimernes ånd og genolive den islamiske tros ånd og hjerte.

Hans selvbiografi er anbefalelsesværdig læsning, selv for det moderne menneske, eller måske rettere især for det moderne menneske, som befinder sig i et åndeligt vakuum og forfald. Al-Ghazalis indre kamp og skitsering af åndeligt forfald reflekterer som et krystalklart spejlbillede vor tids adskillelse og fremmedgørelse fra vores Guddommelige Skaber. En adskillelse, der har resulteret i indre kaos og tomhed, hvilket tydeligt afspejles i nutidens ydre verdslige kaos.