Sandstøv på Vejen til Tarim

Sandstøv på Vejen til Tarim
Af Noura Akhiat

Zanbals Støv

Min familie er som Noahs ark. Den, som går ombord på den vil blive reddet, og den som vender sig væk fra den vil gå til grunde.*


Sandstøv fra Tarim klynger sig stadig til mit sorte tørklæde og mine sorte klæder som en elsker, der klynger sig til sin elskede. Som sakrosankte støvknapper der bestøver sterile hjerter med Profetens, fred være med ham, livgivende, frugtbare lys.

Støvet er fra Zanbal, gravpladsen hvor Ahl al-Bayt - Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, efterkommere - er begravet. I Hadramawt tildeles de den noble og ærefulde titel Habib [mask.], Hababa [fem.] eller Haba’ib i flertal. Ligesom Profeten, fred være med ham, er Allahs Habib, elskede. Det sidste sted jeg besøgte, inden jeg forlod Tarim, bogstaveligt talt en time før, vi skulle forlade Tarim for at påbegynde den lange hjemrejse til Danmark, var Zanbal.

Det var mit allersidste ønske inden afrejsen at besøge Zanbal for at tage afsked med Ahl al-Bayt, specielt Imam al-Haddad. Imam al-Haddad, må Allah være hans sjæl nådig og barmhjertig, var en af Profetens, fred være med ham, efterkommere og en stor lærd og åndelig vejleder, murshid i Tarim. Han døde i år 1720 e.Kr. og anerkendes som sit islamiske [hijri] århundredes mujaddid; han var en af de gigantiske lærde, der genoplivede de islamiske videnskaber og bragte nyt spirituelt liv til den muslimske befolkning i Tarim og udenfor Tarims grænser. Adskillige af hans værker er i dag oversat til engelsk og meget populære.

Allah hørte min du’a og besvarede den med en invitation til Zanbal. Solen stod højt på himlen og bagte på vore sorte beklædninger. Og den bagende jord under os brændte vore nøgne fødder. Men hjertet forblev roligt, køligt og uberørt af heden.

Jeg nænner ikke at vaske støvet af mine klæder. Kort inden jeg forlod Tarim fortalte en søster mig en rørende historie om en kvinde, som engang kom til Tarim. Da hun forlod Tarim var det med byens sandstøv på sit tøj. Denne kvinde ville ikke vaske sandstøvet af sit tøj, da hun vendte hjem til sit hjemland af dyb kærlighed til og respekt for Tarim. Hun endte med at blive en meget stor da’iyah, en som inviterer folk til Islam med visdom, på Guds vej på grund af den høje tilstand af khushu’, ydmyghed og ærefrygt, hun befandt sig i, og den respekt hun udviste over for Tarim. Det er med tanker og følelser som disse, at jeg sammen med resterne af den danske gruppe vemodigt forlader Tarim, som har slået dybe rødder i vore hjerter og sind.

Fuldmånen i Profetens Ansigt

We drank in memory of the Beloved a wine
with which we were drunk before creation of the vine
the moon brim full, its cup the sun a crescent
circles, and myriad stars shimmer forth when wine’s mixed**

Fuldmånen over Tarim er blandt de smukkeste, mest fuldendte og oplyste måner, jeg har bevidnet. Lyset fra månen oplyste hele Tarim den nat, vi sad i det mest velsignede og oplysende suhba, selskab med Sheikh Habib ’Ali al-Jifri. Habib ’Ali kastede et intenst, længselsfuldt blik på månen, alt imens han mindedes Allahs elskede Profet, fred være med ham. Det var et blik, som overskred denne lavere verdens grænser. Et blik, som var løsrevet tid og rum. ”Profetens, fred være med ham, ansigt, var ligesom fuldmånen”, fortalte Habib ’Ali med et fjernt blik og en øm stemme, der kunne gennemtrænge selv det mørkeste og hårdeste hjerte som en gennemborende pil af funklende lys.

Ibn Abi Hala, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ”Hans ansigt skinnede som fuldmånen.”***

Ligheden kunne ikke være mere slående. Jeg tror, vi alle forstod denne beskrivelse og lignelse af Profetens, fred være med ham, noble, oplyste og oplysende ansigt og attributter i et helt andet lys denne nat, hvor månens lys indhyllede os alle og oplyste vores selskab, mens vi sad under åben himmel på et bjerg i Tarim sammen med Habib ’Ali. I særdeleshed på det tidspunkt, hvor al elektriciteten gik ud, som den ofte gør i Tarim, og det eneste lys, som var tilgængeligt for os var månen og Habib ’Alis eget skinnende ansigt. ”I aften skal vi tale om Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham…” var blandt de blide ord, som formede sig på Habib ’Alis læber.

Det var en nat, hvor hans hjerte talte til vore hjerter. En nat hvor hans ord var som en nøgle, der åbnede døren til et overstrømmende ocean af kærlighed til Profeten, fred være med ham, som flød fra hans hjerte til vore.

En anden lighed som er bemærkelsesværdig iøjnefaldende, er den mellem Profeten, fred være med ham, og hans barnebarn som sad foran os, nemlig Habib ’Ali, der selv nedstammer fra Profeten, fred være med ham, gennem hans velsignede barnebarn martyren Husain, må Allah være tilfreds med ham og hans offer. Habib ’Ali al-Jifri er en af de utallige Husaini Ashraf, som stammer fra Tarim og Hadramawt. Han er blandt de lys, som gør Tarim til en velsignet, oplyst by, som muslimer verden over rejser til og flokkes om som natsværmere, der drages mod flammens lys og brænder op i kærlighedens flammer. Som kærlighedspilgrimme der drages af nur al-muhammadiyyah, det profetiske lys, der manifesterer sig i ansigtet og hjerterne på adskillige Haba’ib i Tarim.

I selskab med Habib ’Ali al-Jifri erfarer man en brøkdel af den kærlighed og altopofrende hengivenhed Sahaba, Allah er tilfreds med dem, måtte have følt for Profeten, fred være med ham. Ligesom den der sidder i selskab med Habib ’Ali al-Jifri uundgåeligt kommer til at elske ham, kom den som sad i hans, fred være med ham, selskab til at elske ham. Suhba med Habib ’Ali al-Jifri er som at bevidne et profetisk spejlbillede: Ikke alene et spejlbillede af Profetens, fred være med ham, noble kvaliteter og attributter, men sågar et indre spejlbillede af Sahabas kærlighed og tilknytning til Profeten, fred være med ham.

Det var i sandhed en berusende og opløftende nat. En hjerternes suhba eller konference, om man vil. Ro og velsignelse sænkede sig og spredte sig; man kunne næsten fornemme englenes tilstedeværelse. Det er en nat, jeg sent vil glemme.

På Vejen til Paradis

En mand kom til Abu Darda’, mens han var i Damaskus. Abu Darda’ spurgte ham: ”Hvad har ført dig hertil min broder?” Han svarede: ”En hadith som du beretter fra Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham.” Abu Darda’ spurgte: ”Er du kommet på grund af verdslige behov?” Han svarede: ”Nej.” ”Er du kommet for at gøre forretning?” Han svarede: “Nej.” “Du er kun kommet for at søge denne hadith?” Han sagde: ”Ja.” Abu Darda’ sagde derpå: ”Jeg hørte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sige: ”Den, som rejser ud i søgen efter hellig viden vil Allah placere på en vej, som fører til Paradis. Englene sænker deres vinger for den, som studerer hellig viden, tilfredse med hvad han gør. Skabningerne i himlene og jorden beder om tilgivelse for den, som studerer hellig viden, selv fiskene i vandet. Den religiøse lærdes overlegenhed over den hengivne troende er som fuldmånen over alle de andre himmellegemer. De religiøse lærde er profeternes arvtagere. Profeterne efterlader ikke penge som arv, de efterlader viden.”****

Da jeg den 28. juli sammen med en gruppe muslimske brødre og søstre fra Danmark begav mig ud på en 40 dages rejse til Tarim, Hadramawt i Yemen var det med intentionen om at søge viden omkring de islamiske videnskaber samt at dykke ned i det åndelige ocean, som er suluk, den spirituelle rejse.

Allah den Ophøjede og Almægtige inviterede os til Tarim, som ligger i Hadramawt dalen i det sydlige Yemen, og vi accepterede invitationen. Det var med Abu Dardas hadith, må Allah være tilfreds med ham og han med sin Skaber, i baghovedet, at jeg valgte at rive 40 dage ud af kalenderen for at søge hellig viden, ’ilm og indre viden og visdom i det 40 dages intensive Islam-kursus, som kaldes Dowra. Dowra er et program, som tilbydes og tilpasses til muslimer bosat i Vesten.

Jeg var bevidst om, at der ville være tale om en rejse på to planer: En ydre og en indre. Som et led i den mentale og praktiske forberedelse til rejsen og opholdet læste jeg derfor to rejseguides: Den ene, Lonely Planet Survival Kit (Yemen), en rejseguide til den ydre verden - det sete, materielle Yemen. Den anden, Habib Ali al-Jifris Wayfarers to God, en guide til den indre, usete åndelige verden for den åndeligt rejsende, salik, på Guds vej. Om end den ydre rejse til Tarim ikke var uden komplikationer, skulle den indre rejse vise sig at være langt mere kompleks, intens og givende for mit vedkommende. Jeg forstår naturligvis nu det, som jeg i min uvidenhed og arrogance muligvis ikke forstod, inden vi begav os ud på rejsen: At det ikke var mit valg at tage af sted, men derimod Allahs valg, at vi alle skulle af sted på denne rejse.

Rejsen til Tarim har været ubeskrivelig overvældende, stimulerende og sansemættende. Der er endnu oceaner, som skal fordøjes og reflekteres over. Oceaner af viden og visdom, oceaner af erfaringer og oplevelser, oceaner af hemmeligheder og skatkamre, som skal forstås, oceaner som ikke kan forstås.


Tungen taler,

Pennen skriver,

Og hjertet,

Hjertet er stumt og stille.


Tarim er et skatkammer af hemmeligheder og rig på åbne kanaler til den usete verden. Men disse hemmeligheder er en amana, en tillid, som det ikke er tilladt eller muligt at røbe. Den, som tørster efter at opdage disse hemmeligheder opfordres således til selv at drage ud på skattejagt i Tarim. Utallige hemmeligheder og skatte er begravet i Tarim.

Der er bestemt meget at komme efter i Tarim og Hadramawt dalen for den søgende, som søger viden, for den søgende som søger nærhed og et permanent bånd til Profeten, fred være med ham, gennem hans familie og til hans familie, for den søgende som søger nærhed til og gavn fra afdøde og nulevende awliya', Allahs nære venner og fra fuqaha', lærde såsom eksempelvis giganterne Imam al-Haddad og Habib ’Umar bin Hafiz, for den søgende som søger visdom, indre fred og ro, for den søgende som søger personlig udvikling, for den søgende som søger oplevelsen af en levende Islam, for den søgende som søger oplevelsen af sandt broderskab og søsterskab, for den søgende som søger, uden at vide hvad, der søges, fordi det er den søgendes natur at søge og blive opsøgt…

Jeg tror ikke, det er muligt for en oprigtigt søgende at vende tilbage fra Tarim tomhændet eller tomhjertet. Men den, hvis hjerte er lukket overfor Tarim og kun betragter Tarim med sine ydre, fysiske øjne vil blot se sortklædte kvinder med tildækkede ansigter og skyer af sandstøv. Denne person vil Tarim automatisk lukke sig for. Hvorimod den hvis hjerte er åbent overfor Tarim og betragter Tarim med sine indre øjne vil en uset verden åbne og manifestere sig for.

På et symbolsk plan er der en essentiel lektion om vores egen essens og lighed med sandstøv: Allah skabte os af støv. Den, som begriber denne parabel vil i sandhed forstå sin egen ubetydelighed, skrøbelighed og forgængelighed i denne verden. Vores eksistens er som små støvpartikler, der flyver bort og forsvinder med en støvsky. Guds eksistens er den eneste virkelige realitet. Vi er fattige og afmægtige over for vores Skaber. Og Han, den Ophøjede, er den Almægtige, den Rige og Berigende. Tarims sandstøv er en lektion i sig selv for enhver arrogant og selvtilstrækkelig sjæl.

Rejsen til Tarim har været givende på såvel det vidensmæssige plan, det åndelige plan, det sociale plan som det følelsesmæssige plan. På mange måder og planer har der været tale om en meget stor og møjsommelig personlig jihad: En jihad, som på ingen måde er fuldendt, men blot begyndt. En jihad, som har tvunget mig til at stå ansigt til ansigt med egne ubehageligheder og en mangelfuld karakter. Men det er også en jihad, som trods alt har båret synlige frugter og åbninger, futuh. Det smukkeste har været at bevidne forandringer og metamorfoser i ansigterne og hjerterne på mine medrejsende samt i deres karakter.

I skrivende stund føles det som om min krop er ankommet her til Danmark, men mit hjerte og min sjæl er stadig i Tarim. Og jeg beder til og håber på et snarligt gensyn med Tarim og den noble Sheikh Habib ’Ali al-Jifri, som har forplantet sig i hele mit væsen.

Min største trøst er at rejsen langtfra er afsluttet, tværtimod er den først lige begyndt.

*Foto: © Sidi Peter Marty, Seekers Journal


Fodnoter
* Al-Mustadrak al-Hakim o.a.st.
** Af digtet al-Khamriyyah af Ibn al-Farid. Engelsk oversættelse Yusuf Zanella © 2006.
*** Kilde: Qadi ‘Iyad, Kitab ash-Shifa bi Ta’rif Huquq al-Mustafa - Healing by the Recognition of the Rights of the Chosen One.
**** Imam Ahmed, Abu Dawud, Tirmidhi og Ibn Majah.